Plads til alle på arbejdsmarkedet – Vejen Kommune hædrer ekstraordinære indsatser
Vejen Kommune ønsker at skabe plads til alle på arbejdsmarkedet. Det gavner både den enkelte og kommunen som helhed. Mange virksomheder og offentlige arbejdspladser yder en særlig indsats for personer, der er syge, har været udsat for ulykker eller på anden måde har udfordringer i forhold til arbejdsmarkedet.
Derfor ønsker Udvalget for Arbejdsmarked og Integration i Vejen Kommune at belønne en lokal privat virksomhed, der gør en ekstraordinær indsats for at fremme mangfoldighed på arbejdspladsen, udviser socialt engagement eller skaber vækst og nye arbejdspladser i kommunen. Samtidig ønsker udvalget at anerkende offentlige arbejdspladser, der i samarbejde med jobcentret yder en særlig indsats for at bringe borgere tættere på arbejdsmarkedet.
Udvalget for Arbejdsmarked og Integration uddeler igen i år to priser:
Virksomhedsprisen – til en privat virksomhed
Kriterier for prisen:
-
At tage hensyn til syge medarbejdere eller kollegaer med personlige problemer
-
At ansætte medarbejdere, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet
-
At hjælpe med integration af flygtninge og borgere med anden etnisk herkomst
-
At uddanne unge samt opkvalificere egne og nye medarbejdere, fx via voksenlæreordningen
-
At investere i og skabe nye arbejdspladser i Vejen Kommune
Mangfoldighedsprisen – til en offentlig arbejdsplads
Kriterier for prisen:
-
At hjælpe ledige ind på arbejdsmarkedet og fastholde medarbejdere i risiko for at miste tilknytningen
-
At skabe plads til borgere med fx misbrugserfaring, handicap eller sociale udfordringer
-
At kompetenceudvikle egne medarbejdere og ledige med henblik på ordinær ansættelse
-
At fastholde medarbejdere i forbindelse med sygdom og fravær
-
At give borgere med anden etnisk baggrund mulighed for at opnå fodfæste på arbejdsmarkedet
-
At ansætte ledige i fleksjob eller ordinære småjobs
Alle kan indstille
Vejen Kommune håber, at mange vil sende forslag til, hvem der fortjener at blive hædret med priserne. Alle kan sende deres indstilling via Vejen Kommunes hjemmeside senest den 5. maj 2025 kl. 12.00.
Priserne forventes uddelt i uge 21 og uge 24.
Begge priser består af et diplom og 10.000 kr. til medarbejderaktiviteter.