Lars Moshage Møller tager over som SLO i Sønderjyske Fodbold, når Patrick Poulsen stopper efter denne sæson efter syv år på posten.
I syv gode år har Patrick Poulsen været SLO i Sønderjyske Fodbold, men når denne sæson er færdig, giver han stafetten videre på eget initiativ.
– Det er en beslutning, der har været et stykke tid undervejs, men tiden er inde til, at der kommer friske øjne på tingene. Jeg har haft syv fantastiske år som SLO, som har budt på mange spændende opgaver og oplevelser, og jeg har nydt samarbejdet med både medfans og klubben. Jeg vil fortsat følge Sønderjyske Fodbold trofast på ude- og hjemmebane, og jeg glæder mig til at se, hvordan fanscenen vil udvikle sig de kommende år, siger Patrick Poulsen.
Den nye SLO, der tager over for Patrick Poulsen, er også et velkendt ansigt på tribunen. Det bliver Lars Moshage Møller, der tidligere har været formand for Sønderjyske Fodbold Support.
– Jeg er glad for, at både klub og medfans har givet mig denne tillid, og jeg ser frem til at samarbejde med begge parter. Jeg kender mange af fansene på tribunen, og jeg kender folkene i klubben, så jeg ser frem til at blive bindeleddet mellem fans og klub som SLO, siger Lars Moshage Møller.
Direktør i Sønderjyske Fodbold, Markus K. Hansen, takker Patrick Poulsen for samarbejdet.
– Efter syv sæsoner og næsten 250 kampe har Patrick Poulsen gjort et stort stykke arbejde i Sønderjyske Fodbold, og vi takker ham mange gange for den store indsats i SLO-jakken. Vi hylder ham fortjent som Månedens Fan med fuld VIP-forkælelse i sæsonens sidste hjemmekamp, og vi håber, at I også ude på tribunerne vil give ham et stort skulderklap for det store SLO-arbejde, han har udført gennem årene, siger Markus K. Hansen.