Pressemeddelelse fra Sønderjyske Fodbold:
Vores U19, U17 og U15-drenge gæstede i weekenden AGF på udebane, og her blev det til herlige sejre i to af kampene.
Af Michael Ehrhorn-Fernow
Sæsonen begynder stille og roligt at gå på held, og det gør sig også gældende for vores talenter. Der venter blot et par runder mere i ligaerne, og der har været rigtig gode takter og sejre dette forår.
I weekenden var der så yderligere et par stykker til kontoen, hvor det blev til fuld gevinst for både U19 og U17. Den ene endda ganske dramatisk.
Styrke med låget!
På Fredensvang i Aarhus ventede der vores U19-mandskab sæsonens sidste udekamp, da AGF tog imod. Det blev en målrig affære med fem scoringer, og hvor vi trak det længste strå med en 3-2-sejr.
Drengene kom rigtig godt ud til kampen og satte sig på tingene. Det gav pote efter seks minutters spil, da Jonas Jønsson nettede efter hjørnespark. AGF fik dog svaret igen fra 11 meter-pletten otte minutter senere ved Tomas Kristjansson.
Det slog os dog ikke ud, og der blev fightet godt. Rundet den halve time blev bolden slået godt ind i feltet, hvor Gustav Drest Wagner stærkt satte panden på og stangede os i front med 2-1. Cifre der stod ved pausen.
Vi kom godt ud til anden halvleg, hvor Albert Rrahmani hurtigt fik øget til 3-1. Herfra havde vi chancer til mere, men den sidste skarphed holdt os fra at score yderligere. I slutfasen skulle vi forsvare, og også det blev klaret flot, og 3-2-sejren kom i land.
Næste opgave for U19 venter på Haderslev Atletikstadion lørdag den 17. maj klokken 12.30. Modstanderen her er Esbjerg fB.
Hattrick trods chokstart
Vores U17-hold overvandt en mareridtsagtig start, da man gæstede Fredensvang og AGF i Aarhus. Der blev nemlig svaret fornemt tilbage i 4-2-sejren på udebane.
AGF kom foran efter et hjørnespark rundet de to minutters spil ved William Laugesen. Det slog os dog ikke ud.
I det 13. og i det 14. minut scorede vi to gange, da William Bringe ved begge lejligheder fandt Oliver Schumacher Laursen flot, der bragte os i spidsen og fik vendt kampen rundt. 2-1 var også cifrene ved pausen.
AGF startede bedst i anden halvleg, men vi genvandt hurtigt kontrollen. Nicolai Derlich Biel punkterede kampen med en god scoring, og så blev det krydret yderligere, da Oliver Schumacher Laursen cementerede sit hattrick med lidt over en halv time igen.
William Thomsen fik pyntet til 4-2 i de døende sekunder, men de tre point kunne der ikke rokkes ved. Næste opgave i U17 Ligaen venter lørdag den 17. maj hjemme mod Esbjerg fB. Kampen spilles klokken 15.00 på kunstgræsbanen på Stadionvej lige ved siden af Sydbank Park.
Gode takter – hårde cifre
Vores U15-drenge var også i aktion ude mod AGF, og her blev anden halvleg dyr, selvom der var muligheder til mere.
Vi startede rigtig godt og havde gode chancer, men efter 28 minutters spil blev vi desværre ramt af et rødt kort. Alligevel lykkedes det at krige 0-0 med til pausen.
I anden halvleg kom AGF foran efter to minutters spil, og derfra gik det stærkt. Vi havde gode chancer for at komme igen ved både 1-0 og 2-0 på tavlen, men derefter tog AGF fat og scorede yderligere nogle gange til slutcifrene 6-0.
Vi kan trods cifrene tage mange gode ting med fra Aarhus frem mod næste kamp, der venter fredag den 23. maj klokken 19.00 på udebane mod AaB.