Sønderjyske skriver med lokalt talent

Sønderjyske skriver med lokalt talent

Fodboldtalentet står tydeligt omkring 15-årige Svevo Sirio Morando, der nu har underskrevet en ungdomskontrakt i Sønderjyske Fodbold.

Pressemeddelelse fra Sønderjyske Fodbold.

I Sønderjyske Fodbold har vi stort fokus på talentarbejdet, og hver eneste dag bliver der leveret en stor, stærk og dedikeret indsats på vores akademi for at sikre de unge spillere de bedst mulige rammer.

Samtidig bliver der arbejdet benhårdt ude i vores fantastiske samarbejdsklubber, der er med til at skabe og forme landsdelens nyeste stjerneskud.

Arbejdet bærer heldigvis ofte frugt med DBU-udtagelser og ungdomskontrakter, og netop en kontrakt var det, Svevo Sirio Morando kunne fejre, da han tog hul på sin 15-års fødselsdag i starten af året. En milepæl efter at han som U13-spiller skiftede fra Als til Sønderjyske Fodbold.

Hovedpersonen selv er stolt over at være i folden hos Sønderjyske Fodbold:

– Det er et stort øjeblik, og jeg er stolt over at have skrevet under på min første kontrakt. Det er ikke noget, jeg har tænkt over, siden jeg begyndte i Sønderjyske Fodbold, men som tiden er gået, følte jeg, at det blev noget, jeg ville arbejde hen mod,” siger Svevo Sirio Morando.

Den unge spiller har allerede været udtaget i DBU-regi til Talentcenter Vest, og han har vist store prøver på sit talent.

Det har han også gjort i vores stærke samarbejdsklubber Egen UI, Sønderborg Fremad og Sønderborg Boldklub, hvor han har fået sin fodboldopdragelse. Nu venter de næste skridt, og drømmene er store:

– Mit mål i Sønderjyske Fodbold er at blive bedre som spiller og udvikle mig til at kunne tage de næste skridt. Jeg håber at kunne komme ind omkring førsteholdet og være med der. Det kunne være så fedt at træne med dem og spille kampe på Sydbank Park. Skal jeg drømme stort, vil jeg gerne spille i en stor klub i udlandet, vinde titler og være med på den største scene fodboldmæssigt. Jeg drømmer om at repræsentere landsholdet – enten det danske eller det italienske,” lyder det fra Svevo, der har italiensk statsborgerskab.

Akademichef i Sønderjyske Fodbold Hans Paarup deler begejstringen over kontrakten:

– Svevo er en dygtig spiller, som kan træffe de rigtige valg på bolden og derigennem være med til at sætte spillet for os fra sin position som forsvarsspiller. Derudover har han en god fart og dynamik, som hjælper ham i forsvarsspillet. Endeligt er han et godt eksempel for vores værdier, hvor han med sin ansvarlighed går forrest.

– Vi er spændte på at følge Svevo, der allerede har fået minutter på vores U17-ligahold, og vi er glade for, at han har valgt, at hans fremtid ligger her i Sønderjyske Fodbold, udtaler Hans Paarup.