Scenen er sat i Byparken: Kom med til indvielsen

Scenen er sat i Byparken: Kom med til indvielsen

En ny scene og en poetisk kunstrute sætter spot på fællesskab, kultur, kunst og bevægelse i Esbjergs grønne hjerte, Byparken. Den 5. august bliver det hele indviet med et farverigt program, der viser alt det, scenen kan.

Esbjerg Bypark er under forvandling. Med en spritny scenebygning og et nyrenoveret sceneområde, der inviterer til fællesskaber, folkelighed og kultur i alle former. Sammen med den poetisk kunstrute har byparken fået et markant løft, og derfor inviteres alle med til at indvie den første etape i renoveringen af parken den 5. august.

Festlig indvielse

Den nye scene i Esbjerg Bypark er byens scene. Den er skabt til fællesskaber, folkelighed og kultur i alle former, og alle er velkomne til at tage den i brug. Med scenen har Esbjerg fået en åben og mangfoldig platform midt i byen, hvor både det stille øjeblik og det store fællesskab kan udfolde sig. Den mangfoldighed afspejles i dagens program.

Indvielsen begynder officielt kl. 16, men dukker man op lidt før vil scenen allerede være i brug. Men man skal bare tage plads i det nye område, og så er Frederik Knudsen – kendt fra Spark Mig I Revyen – klar i rollen som vært, der guider publikum igennem et program spækket med bevægelse, poesi og musikalske indslag.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen byder officielt velkommen sammen med Erik Haldan, direktør for Johan Hoffmann Fonden, og herefter tager dansere fra GAME Streetmekka, digtere fra den poetiske kunstrute, Esbjerg Ensemble og popgruppen La La Ladies scenen i brug. Forskellige kunstarter udgør et samlet program for dagen for at vise, hvordan scenen favner bredt.

Byparkens nye scene og det omgivende område er blevet til i tæt samarbejde med Johan Hoffmann Fonden og Lauritzen Fonden sammen med flere andre aktører. Hele vejen igennem har ønsket været at skabe et sted, der samler Esbjerg på tværs af alder, interesser og kulturelle udtryk.

“Vi skylder fondene en stor tak for at turde gå foran og gøre visioner til virkelighed. Projektet er båret af en stærk vilje til at skabe en park, der samler mennesker, men også understøtter Esbjergs nye retning med mere kultur, flere oplevelser og levende byrum,” siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Om projektet

I 2019 afholdt Esbjerg Kommune en arkitektkonkurrence om udviklingen af Byparken. Vinderen blev forslaget Byens Bjerg fra Henning Larsen Architects og Ingeniør’ne.

Siden er projektet justeret i tæt dialog med referencegrupper og tilpasset økonomiske og praktiske forhold. Den politiske godkendelse faldt i juni 2024, og anlægsarbejdet afsluttes lige op til årets Sommerliv-koncerter. I løbet af efteråret går næste kapitel i renoveringen i gang, når den eksisterende legeplads erstattes af en kunst- og naturlegeplads med navnet Lykkens Have.