Sådan påvirker Royal Run trafikken for Ribes borgere

Sådan påvirker Royal Run trafikken for Ribes borgere

2. pinsedag samler Royal Run tusindvis af mennesker i Ribe, og for at sikre en tryg og god oplevelse for alle bliver midtbyen midlertidigt spærret for trafik. Esbjerg Kommune håber på forståelse fra byens borgere, der har mulighed for at parkere deres biler på reserverede p-pladser.

Det bliver en gigantisk festdag i Ribe, når byen 2. pinsedag lægger gader til Royal Run. H.M. Kongen skyder den nationale motionsfest i gang i Danmarks ældste by, og foruden de 10.000 deltagere forventes besøg i byen af flere tusinde tilskuere til Royal Run og gæster til Tulipanfestens sidste dag.

Det stiller store krav til logistikken i den gamle by, hvor små og store gader og pladser bliver propfulde af liv og mennesker. Derfor er Esbjerg Kommune og Syd- og Sønderjyllands Politi klar med en række begrænsninger af trafikken, så Royal Run bliver en tryg og sikker oplevelse for alle.

Bymidten spærres for bilkørsel

Det betyder, at Ribes borgere let kan tage del i festen og opleve Royal Run på tætteste hold, men samtidig skal være opmærksomme på de ændringer af trafikken, der følger med den store motionsfest. Det gælder særligt den centrale del af Ribe, som bliver afspærret af to omgange.

Først lukkes den gamle bykerne for bilkørsel fra søndag den 8. juni kl. 12 til mandag den 9. juni kl. 20, og derefter følger afspærring af resten af bymidten mandag den 9. juni fra kl. 6 til kl. 20. I det tidsrum er det ikke muligt at køre ind eller ud af det afspærrede område. Derudover er det forbudt at standse og parkere på de gader og strækninger, der er en del af Royal Runs ruter og aktiviteter.

Esbjerg Kommune sørger for at reservere en række af byens parkeringspladser, så borgerne kan flytte deres biler hertil, inden området bliver afspærret. Det gælder for borgere, der har brug for deres bil på løbsdagen eller normalt parkerer i de gader, hvor det i forbindelse med Royal Run er forbudt at standse og parkere.

En god oplevelse for alle

Esbjerg Kommune håber på forståelse og tålmodighed fra Ribes borgere og ønsker alle en fantastisk dag.

“Royal Run bliver en festdag, der kommer til at gå over i historien for Ribe. Vi er selvfølgelig opmærksomme på det besvær, der følger med for byens borgere, men håber, at de vil tage godt imod både deltagere, gæster i byen og de nødvendige ændringer af trafikken. Heldigvis har vi i planlægningen frem mod 2. pinsedag oplevet stor opbakning fra hele byen, og nu glæder vi os til forhåbentlig at gøre Royal Run i Ribe til en rigtig god oplevelse for alle,” siger eventchef i Esbjerg Kommune, Kirsten Bisgaard Kirchner.