Millioner til sydjyske initiativer

Millioner til sydjyske initiativer

Der er netop dumpet godt nyt ind i postkassen hos en lang række sydjyske foreninger, organisationer og virksomheder.

De har nemlig lige fået besked om, at netop deres projekt er blandt de 135 forskellige initiativer, som er blevet tildelt støtte af Norlys Vækstpulje i årets første støtterunde.

– Det er utroligt opløftende at se, hvor mange steder i det sydjyske, borgerne gør en kæmpe indsats for enten det lokale fællesskab eller den grønne omstilling. Vi har aldrig nogensinde støttet så mange projekter, som vi har gjort i år. Det er selvfølgelig helt fantastisk at være med til at kunne hjælpe initiativer i det sydjyske et skridt videre i deres arbejde, siger Torben Skødt, formand i Norlys Vækstpulje Syd.

Norlys Vækstpulje har fordelt i alt 7 millioner kroner til de mange projekter. Støttebeløbene varierer denne gang fra de mindre beløb på 4.500 kroner til den frivillige organisation Vejen Videre, der arbejder for at højne livskvaliteten for personer med kroniske og fysiske lidelser, og helt op til 155.312 kroner til Trekløverhallen i Christiansfelds arbejde med at få renoveret halgulvet.
Fra stråtag til surdej

Norlys Vækstpulje har også valgt at støtte Rømø Lokalhistorisk Forening med 150.000 kroner. Stråtaget på sydsiden og den østvendte gavl på den bevaringsværdige ejendom, der rummer det lokalhistoriske arkiv, er nemlig ved at være tyndslidt og trænger derfor til at blive udskiftet. Foreningen har af flere omgange siden 1996, hvor den overtog ejendommen, udskiftet dele af stråtaget, og når projektet her er gennemført, betyder det, at hele ejendommen fået udskiftet stråtaget.

Mikrobageriet Stengers Surdej er også blandt de initiativer, der har fået støtte af Norlys Vækstpulje. Bageriet har nemlig en ambition om at åbne i større lokaler for at kunne tilbyde unge mennesker, som i dag står udenfor uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet, et fritidsjob, en praktikplads eller målrettede kursusdage af forskellig længde i fællesskab med andre unge i samme situation som dem selv, en hjælpende hånd videre i livet. Norlys Vækstpulje har støttet initiativet med 100.000 kroner.

100.000 kroner er også blevet givet til Foreningen Philipsborg. I forbindelsen med stormfloden i oktober 2023 blev Philipsborg lejren oversvømmet, da et dige ud mod Lillebælt brød sammen på nabomarken. Skaderne på bygning blev siden opgjort til knap 1,15 million kroner, hvilket på trods af forsikringsdækning vil give Philipsborg et tab på knap 250.000 kroner.