Alle borgere i Varde Kommune kan nu bruge samkørselsappen nabogo, efter en ny aftale er trådt i kraft. Tidligere var appen kun tilgængelig for studerende ved Campus Varde, men med den nye ordning får alle mulighed for at finde et lift med naboer, kollegaer eller studiekammerater.
Nabogo fungerer som en digital platform, der matcher folk, der skal samme vej. Appen håndterer også betaling, og Varde Kommune yder et tilskud på fem kroner per tur, der starter eller slutter i kommunen og er længere end fem kilometer. Chauffører kan desuden opkræve en kilometertakst, som er fastsat af nabogo.
Siden november 2023 har Campus Varde haft stor succes med nabogo og ligger nu nummer ét i Region Syddanmark med over 20.000 samkørsler og 598 aktive brugere. Kommunen håber, at den brede udrulning vil gøre samkørsel til en naturlig del af hverdagen – både for pendlere, virksomheder og foreninger.
Preben Friis-Hauge, formand for Udvalget for Plan og Teknik i Varde Kommune, ser løsningen som en gevinst for både miljøet og fællesskabet. Han peger især på turisterhvervet, hvor mange medarbejdere har svært ved at finde offentlig transport til Vesterhavet og arbejdspladserne langs kysten.
Virksomheder og foreninger, der ønsker at samarbejde med nabogo, kan kontakte Oliver Mathiasen fra nabogo for at høre mere.