Haderslev Kommune markerer 80-året for befrielsen med nyt kunstværk

Haderslev Kommune markerer 80-året for befrielsen med nyt kunstværk

Haderslev Kommune har modtaget en bevilling fra Slots- og Kulturstyrelsen til at skabe et nyt permanent kunstværk for at markere 80-året for Befrielsen. Billedkunstner og musiker Peter Voss-Knude, der siden 2014 har indgået i unikke, kunstneriske samarbejde med både Forsvaret og Beredskabsstyrrelsen, er blevet valgt til at skabe en offentlig skulptur der vil give rum til personlige refleksioner over fred, frihed og forsoningens væsen.

Kunstværket bliver placeret i et lille grønt område tæt på Gammelting og overfor Haderslev Kaserne. Området passeres dagligt af mange hundrede skoleelever, studerende og borgere. Der bliver en introduktion til kunstværket i forbindelse med Haderslev Lysfest den 4. maj kl. 17.30, hvor Peter Voss-Knude vil fortælle om værket. Borgmester Mads Skau vil også være til stede, og alle er velkomne.

Projektet er resultatet af en inddragende proces, hvor lokale aktører som Haderslev Kaserne, Haderslev Domsogn og det tyske mindretal har bidraget til den ønskede ramme for kunstværket. Kunstværket bliver suppleret med en udstilling i Kunsthal 6100 til foråret 2026 samt formidlingsmateriale til skoler og øvrige interesserede borgere.

Den fysiske realisering af værket sker i sommer/efterår 2025, og der forventes at være fernisering i efteråret 2025.

Alle interesserede er velkomne til at deltage den 4. maj kl. 17.30.