Esbjerg Kommune ansætter ny pårørendevejleder

Esbjerg Kommune ansætter ny pårørendevejleder

Nu kan alle pårørende i Esbjerg Kommune igen få råd og vejledning hos kommunens pårørendevejleder. Et enigt ansættelsesudvalg, hvor en repræsentant fra frivillige foreninger deltog, har netop ansat Marianne Ulsøe som ny pårørendevejleder.

Hun står nu klar til at støtte og guide alle pårørende med behov for vejledning – hvad enten man f.eks. er pårørende til et menneske med fysisk eller psykisk sygdom, handicap, udfordringer på grund af alder eller udfordringer på grund af et misbrug.

Her kan man som pårørende anonymt få en snak om lige det, man har behov for. Pårørendevejlederen kan f.eks. både rådgive om, hvordan man bedst passer på sig selv som pårørende, hjælpe pårørende med at navigere rundt i kommunens tilbud på tværs af forvaltninger og medvirke til at skabe netværk for pårørende gennem samarbejde med foreninger og frivillige organisationer.

Solid erfaring

Marianne Ulsøe er uddannet pædagog og kommer fra en stilling som ungekonsulent i Ungehuset i Esbjerg Kommune. Forinden har hun bl.a. arbejdet en årrække som voksenstøtte i socialpsykiatrien. Med sin solide erfaring har hun derfor er rigtigt godt grundlag for at tale med og vejlede mennesker med udgangspunkt i den enkeltes livssituation.

– Vi glæder os til samarbejdet med Marianne Ulsøe. Jeg er overbevist om, at vi med ansættelsen af hende får en både kompetent og lydhør vejleder, som pårørende i Esbjerg Kommune trygt kan henvende sig til, hvis de oplever praktiske eller følelsesmæssige udfordringer i hverdagen som pårørende, siger direktør for Fritid Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune, Arne Nikolajsen.