Esbjerg Byråd har nu endeligt vedtaget planerne om at udvide Sydvestjyllands Efterskole i Bramming.
Planen skal sikre skolens fremtid
Udvidelsen giver efterskolen mulighed for at bygge nye undervisningsfaciliteter og anlægge flere udearealer – herunder parkering. Målet er at øge elevtallet og fremtidssikre skolens relevans, samtidig med at man respekterer områdets historiske rammer ved Bramming Hovedgård.
Tilretninger efter høring
Planen har været i offentlig høring i otte uger og har affødt to høringssvar. Det ene kom fra Ribe Stift uden bemærkninger. Det andet – fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø – førte til justeringer i kommuneplanens redegørelse, blandt andet om lavbundsarealer og beskyttede dyrearter som odderen.
Nye planer afløser gamle
Med den endelige vedtagelse af lokalplan nr. 21-050-0003 aflyses to tidligere lokalplaner for området. Udvidelsen dækker ca. 8,4 hektar nord for Bramming, afgrænset af blandt andet Kirkebrovej og Holsted Å.