Nu udbyder Vejen Kommune et område i Brørup midtby til et spændende boligprojekt
Projektudvikler skal være med til at udvikle det moderne bymiljø.
Det ledige areal, der ligger mellem Brørup Bio og Røde Kors på Nørregade i Brørup har ligget ubebygget i mange år. Nu udbyder Vejen Kommune arealet til salg, og håber at finde en projektudvikler, der vil være med til at udvikle området med et moderne boligbyggeri.
Området, der strækker sig over 2.157 m2, ligger i hjertet af byen, tæt på den populære biograf, og giver mulighed for at skabe et boligprojekt, der kan forene både funktionalitet og æstetik.
Det foreslåede byggeri må opføres i 2½ etage, med en facadelinje, der respekterer områdets nuværende arkitektur. Dertil kan der etableres et hyggeligt gårdmiljø, der kan være samlingspunkt for beboerne. Der vil også være mulighed for at etablere butikker eller liberale erhverv i stueetagen, hvilket kan være med til at skabe en mere levende og attraktiv bydel.
Vi søger en udvikler, der kan se et potentiale i at skabe et bæredygtigt og nytænkende boligområde i Brørup, samtidig med at de bidrager til den overordnede byfornyelsesindsats i midtbyen, fortæller Peter Hansen, der er Chef for Teknik & Miljø i Vejen Kommune.
Brørup midtby er et oplagt sted for et boligprojekt. Med områdets centrale placering 2 km fra motorvej E20 og kun 3 minutters gang til stationen, sikres nem adgang til både Esbjerg og Trekantområdet. Det betyder, at området er ideelt for pendlere og tiltrækker både lokale og tilflyttere.
Dette projekt giver investorer og udviklere mulighed for at tage del i en byfornyelse, der ikke kun handler om boligbyggeri. Det vil glæde mig, at der skabes et livligt og attraktivt bymiljø, som kan tiltrække både erhvervslivet og nye borgere, forklarer Frank Schmidt-Hansen, der er borgmester i Vejen Kommune.
Udbuddet er i gang og slutter den 15. maj 2025 kl. 12, og der skal vedlægges en projektbeskrivelse ved indsendelse af bud. Er man interesseret, kan man finde udbudsmaterialet på vejen.dk/nørregade.