Vejen Kommune er blevet orienteret om en ny tilsynsudtalelse fra Ankestyrelsen, der sætter fokus på kommunernes forsyningspligt – altså ansvaret for at sikre nødvendige tilbud til borgere, som får bevilget hjælp efter serviceloven og barnets lov.
Baggrunden er, at Ankestyrelsen har modtaget flere henvendelser fra borgere og klagesagskontorer i andre kommuner om ventetider på bevilgede sociale tilbud – fx botilbud, socialpædagogisk støtte og særlige dagtilbud. Der er ikke registreret henvendelser fra borgere i Vejen Kommune, og kommunen er heller ikke blandt de fem kommuner, der aktuelt er omfattet af egentlige tilsynssager.
Ankestyrelsen slår dog fast, at kommunerne har pligt til at iværksætte bevilget hjælp hurtigt og finde tilbud uden for kommunen, hvis de ikke selv har kapaciteten. Og man understreger, at ventelister som udgangspunkt ikke er lovlige – med undtagelse af frit valg til længerevarende botilbud.
I Vejen Kommune er situationen generelt under kontrol:
Ingen ventetid på bevilgede ydelser i Familieafdelingen eller Handicap & Socialpsykiatri.
Udfordringer ses dog på specialiserede områder, bl.a. for børn med autisme og behov for aflastning.
Kommunens særlige dagtilbud Sløjfen har aktuelt 14 pladser, og visitation sker løbende uden ventetid.
Ankestyrelsen planlægger i anden halvdel af 2025 at foretage stikprøvekontrol i udvalgte kommuner for at sikre, at reglerne overholdes – og selvom Vejen Kommune ikke er i søgelyset nu, vil det være vigtigt at holde fokus på kapacitet og hurtig igangsættelse af hjælp fremadrettet.